Intet Uforsøgt - resume

Thomas Farrell, en tidligere elitesoldat, kæmper med traumerne fra en mislykket mission i Afghanistan, da hans hustru og søn af ukendte årsager kidnappes.

I den desperate søgen efter sin familie kommer han i besiddelse af en kuffert, der indeholder en kynisk plan fra nazitiden om at udrydde dele af menneskeheden med en aggressiv virus.

Herfra er der ingen vej tilbage, og et actionfyldt drama udfolder sig, hvor målet er at få svar på, hvad der skete med hans elskede familie og stoppe de hensynsløse bagmænd.

Fra Italien over Østrig til Sverige og Danmark finder vi gang på gang Thomas Farrell i farefulde situationer med det ene mål for øje; at overleve, så han kan kæmpe nok en dag.

 

Intet Uforsøgt - Uddrag

Hans højre og venstre pegefinger påvirkede aftrækkerne samtidigt. I næste sekund var to menneskers liv bragt til fuldt stop.

Tiden tog et spring.

Thomas Farrell så til højre, så til venstre. Hans forfølgere havde søgt dækning bag metaldørene, der begge åbnede i hans retning, og derved var han ikke i stand til at se sine modstandere.

Han hylstrede pistolerne og spænede frem mod et postkasserødt metalskab. Det var fastgjort på et lavt stålrør. Ved siden af var der en ventilator, hvis roterende blade susede rundt med høj hastighed. Det lød som blæseren på en overophedet bil en varm sommerdag.

Skabet indeholdte en kraftig brandslange. Med venstre hånd begyndte han at rulle slangen ud. Han trak en pistol med den højre hånd og skød mod en af forfølgerne, der i det samme stak hovedet frem fra den beskyttende metaldør. Manden dukkede skyndsomt ind bag døren igen.

Med lynets hast udviklede tingene sig så hurtigt, at hele liv kunne opgøres i afsluttede pulsslag.

Som på tælling kom to håndgranater flyvende ind i det område, hvor Thomas Farrell befandt sig. De fløj i en blød bue og landede i gruset nogle få meter fra det sted, hvor han stod.

”Pis.” Han hev brandslangen rundt om livet og slog en sjusket knude.

Han stormede med lange skridt hen over det flade tag og nåede kanten af taget, hvor der var en lille afsats. Han satte af i gruset, plantede højre fod på afsatsen og kastede sig ud fra taget. Med et blev han vægtløs.

Et kort øjeblik føltes det, som om at han hang stille i luften. Så fløj han med rasende fart ned mod den hårde asfalt 35 etager under ham.

Bag sig hørte han braget af de to håndgranaters eksplosion. Han strøg forbi 30. etage. Kort efter blev han slynget ind mod glasfacaden. Brandslangen var spændt til bristepunktet. Kollisionen med bygningen var så kraftig, at han momentant mistede vejret. Han gispede og spyttede. Han hev efter luft. Lungerne brændte. Det føltes, som om nogen havde slået på dem med et boldbat.

Thomas Farrell forsøgte at samle sig. Han satte af med fødderne mod facaden. På den måde kunne han skubbe sig ud fra bygningen. Idet han svingede ud, trak han sin pistol og fyrede løs mod glasfacaden foran ham.

Ruden knustes.

Pludselig blev brandslangen slap.

 

 

Intet uforsøgt - Lektørudtalelse

Anvendelse/målgruppe/niveau

Nok især for mandlige thriller-læsere, der ikke kan få action nok.

 

Beskrivelse

Kranz, der debuterer med denne roman, har arbejdet i politiet og har en kommunikationsuddannelse.

Den selvpensionerede elitesoldat Thomas Farrell kommer under en aktion i Italien i besiddelse af en kuffert, der rummer nøglen til et af Hitlers ufuldendte projekter; en dræbervirus, der skulle udslette alle undermennesker. Den kom dog aldrig i brug, da det ikke lykkedes at udvikle en vaccine til at beskytte herrefolket.

Et hemmeligt nazistisk broderskab arbejder videre på planerne, og Thomas og hans få allierede kommer på tværs. Det udvikler sig til en bloddryppende odysse gennem Europa, hvor Thomas gang på gang er i yderste livsfare, men også gang på gang klarer at udrydde sine modstandere. Det er action fra første side, så James Bond kan gå hjem og lægge sig: Det er mandetrivi på højt plan med mærkevarefascination, hvad enten det drejer sig om biler, tøj eller især våben. Kranz skriver såmænd godt nok, men har en svaghed for svulstige metaforer, hvor der knap nok kan falde en regndråbe uden den skal dramatiseres.

Sammenligning

Især Ian Flemings Bond-bøger og –film falder i hu under læsningen, og Thomas er fuldt på højde med 007, usandsynlig effektiv, på trods af alt tilgængelig og avanceret teknologi.

 

Samlet konklusion

En hæsblæsende mandetrivi med rigtig mange løse ender og et rigeligt svulstigt sprog.

 

Per Månson